De bedste dukkedyner - et lille tip
Jeg har allerede nu gjort moseskurven klar til næste lille babydukke.
Dynen i moseskurven er en rigtig babydyne med dun.
I starten syede jeg babydyner med pladevat som fyld, men jeg syntes ikke de var så gode at putte dukkerne med. Det var som om, de var for stive i det, når de skulle rundt om dukken i dukkesengen eller moseskurven.
Så i stedet køber jeg brugte babydyner hos Landsoldaten i Fredericia Her kan jeg være heldig, at finde de fineste velholdte dyner til ca. 50-100 kr pr. stk.
Så vasker og tørretumbler jeg dynerne, deler dem i to, og får på den måde en fuldkommen perfekt dukkedyne. En dyne som man rigtig kan putte sin lille dukke i/med.
Til sidst syr jeg fine dynebetræk af stof, som passer til den enkelte dukke.
Her har jeg brugt Liberty stof med farver og blomster, for det syntes jeg selv var så smukt.
Jeg syr altid knapper i betrækket, så det kan skiftes eller måske vaskes.
kh Helle ☀️
Nussedukker til salg
Så blev det atter tid til at sy en omgang Nussedukker.
Det er alt for lang tid siden sidst.
Dukkerne passer så fint til de allermindste, da den er syet med øre, som er gode at nusse i for de små fingre.
De måler ca 35 cm og er syet af trikot og fyldt med biould, så dukken føles varm at ligge op ad.
Dragten er syet af blød velour og i de fine øre, er der sat lidt blomstret bomuld ind.
Dragten og hætten er syet fast på dukken.
Mine egne børnebørn har alle fået en Nussedukke, som deres første dukke. Den har de haft stor glæde af. Først som en ekstra tryghed at ligge op ad i sengen, og senere også som en ekstra nusse, da både øre og dragt er dejligt bløde at nusse i. Den er også god at have med sig rundt, da den kan holde til at blive holdt i ørene.
Du finder Nussedukkerne i shoppen, hvor de er til salg.
1/2 2021
En kurv med babydukke og tøj står nu klar til at blive sendt afsted til en sød dukkemor.
Babydukken måler ca 45 cm. Hendes korte hår er lavet af mohair og i munden har hun en sut, som sidder fast ved hjælp af en magnet, som er filtet ind i hendes lille mund.
Som detaljer har hun øre, navle og en lille numse.
Jeg har syet en fin dragt i Liberty stof med flæser på bagen, en råhvid bluse i jersey og bløde bukser også i jersey.
Derudover har jeg strikket en lille hue med øre og hæklet et par sko.
Hun får selvfølgelig også en ble med, så hun kan blive skiftet.
Anne Olivia
Året er knapt begyndt, og allerede her til morgen kigger den første lille dukkepige ud af vinduet.
Ja, faktisk har hun åbnet vinduet, taget sin varme hue på, og er helt klar til at trodse kulde og regn og løbe
ud og lege.
Hendes navn er Anne Olivia og hun er en stor dukke på ca 45 cm.
Hun har smukke brune øjne og lyst hår lavet af mohair.
Lige så snart hun er helt færdig, kommer hun til salg i shoppen
Hvis du allerede nu kan se, at hun lige passer til jer, er du velkommen til at sende mig en mail.
(Anne Olivia har allerede fundet er nyt hjem)
kh Helle ☀️
Nu har Tilde fundet et dejligt hjem, og rejser snart hjemmefra
inden da, nåede hun en tur med i haven og plukke æbler fra vores gamle æbletræ.
Hun havde sin nye dejlige cardigan på med små knapper med giraffer på.
Cardiganen er strikket i to tråde mohair fra Sandnes og noget så lækker blød og varm
Rigtig god weekend
Helle
William 💙 - solgt
Hvid du ønsker en dejlig dukke til din lille søn, barnebarn eller en dreng du kender, så finder du lige nu den skønneste William i shoppen.
Han måler 45 cm, har smukke blå øjne og askeblondt hår. Håret har lidt krøl og er lavet i mohair.
Han har karrygule overalls syet i fløjl, stribet bluse i Jersey og en hootie syet i blød velour.
På fødderne har han blå strømper (fra H&M) og små brune sko.
Jeg har valgt at købe strømperne færdigsyet, da de sidder bedre på de små fødder, end jeg selv har har kunnet sy dem.
William har detaljer som øre, navle og knæ.
Du finder ham under MENU - webshop
kh Helle
Vejledning til paryk
Jeg får tit spørgsmål til, hvordan jeg laver dukkernes hår.
Derfor har jeg lavet en lille video, så du -trin for trin -kan se, hvordan jeg gør.
Det er en paryk af mohair, som jeg viser.
Til parykken har jeg brugt mohair weft indkøbt hos
Little Oke dolls i England
og Wild mohair er købt hos
Kamrin’s Poppenatelier i Holland.
Begge forhandlere har et udvalg af både mohair weft og Wild mohair. Man kan også bruge andre typer garn til at hækle parykken med. Det vigtigste er at finde garn der er samme farve som mohair weften.
Du finder videoen under MENU - Mohair weft
Rigtig god fornøjelse.
Materialer til dukker
Jeg får tit henvendelser om, hvilke materialer jeg bruger og, hvor de kan købes.
Jeg har tidligere lagt en liste ind med henvisning til de steder, hvor jeg selv køber.
Du finder henvisningerne lidt længere nede på denne side.
Nu ligger der også en lille video om emnet. Den finder du under MENU.
9/3 2018 Helle ☀️
Liste over materialer....
Det tager rigtig mange timer at sy en dukke, Men at opleve børns glæde ved sådan en lille dukke gør hver en arbejdstime værd.
Da det som sagt ER et stort arbejde, er det ekstra vigtigt at vælge nogle gode materialer, der kan holde til mange års brug.
Her har jeg lavet en lille liste over de materialer, jeg selv bruger:
"Tusindfryd dukker" forlaget Klematis: udførlig bog med mange billeder og mønstre til både dukke og tøj. Jeg har selv lært at sy dukker efter den.
Dukkeriet (Danmark) sælger fine Steinerdukker og holder også kurser i at sy dukker. Hun har en webshop, hvor du kan finde mange gode materialer og også hele kit til dukker.
Little Oke Dolls (England): trikot, garn til hår, bindebånd.
Kamrins poppenatelie´r (Holland): trikot, garn til hår, bindebånd.
Wollknoll (Tyskland): Uld
Jeg syr jo flere dukker, og så er det billigere at handle i enten England eller Holland.
Ulden køber jeg altid i Tyskland. Men skal du blot sy en enkelt dukke, kan det godt svare sig at handle hos Tante Grøn i Odense. De har dog ikke det hår jeg bruger til dukkernes hår.
Hvis man handler i udlandet (Eu), skal man lige være opmærksom på, at der kommer ca 100 kr. på i porto.
Disse materialer bruger jeg:
Krop: Scweisisk trikot fra Laib Yala - farve nr. 4355
Hår: Dolly Mo mohair (Kamrins) og Wild Mohair brusable (Lille Oke Dolls). Hvis du vælger at købe et nøgle med krøller, skal du også bruge et nøgle af det almindelige dukkegarn til at hækle parykken med.
Uld: Bio uld
Bindebånd: kan købes alle tre steder.
Gaze: kan købes hos Kamrins og Little Oke Dolls, jeg bruger den på 6 cm.
Mohair til paryk: Mohair weft - Little Oke Dolls. Husk også at købe en nøgle garn i samme farve til at hækle parykken med. Jeg bruger en rulle af dem jeg har anført under "hår".
Du kan finde meget hjæp og små videoer på nettet om, hvordan du hækler parykken og i det hele taget laver dukkerne.
God arbejdslyst.
30/10-2017 Helle
Læs for de små....
Inde under MENU - LÆS FOR DE SMÅ - finder du alle mine små historier, som jeg har skrevet om nogle af dukkerne.
Jeg har skrevet dem fordi, jeg simpelthen ikke kunne lade være.
Nogle af dukkerne har nemlig haft deres helt eget "liv", og det er der blevet de små historier ud af.
I starten læste jeg dem op for Lucca & Linus, som er mine to børnebørn. Nu er Lucca blevet så stor, at det er hende, der læser dem op for lillebror, hendes mor og faster.
Det giver mange hyggestunder for os alle. Nu læser hun også altid de nye historier igennem, og kommer med gode råd og kommentarer til, hvad farmor skal ændre.
Nu synes jeg tiden er inde til, at DU også kan finde de små historier her i shoppen...eller det vil sige, jeg skriver dem altid på bloggen www.helgom.com, da det er nemmere at lægge alle billederne ind, men nu kan du finde link til dem, som jeg startede med at beskrive.
Måske du også har lyst til at læse højt for dit barn...eller måske barnebarn.
Det ville glæde mig.
Rigtig god fornøjelse.
21/5 2016 Helle
"Helgom dukker"
Her på siden kan du se de Steiner dukker / Warldorf dukker, jeg har syet og af og til har til salg.
Alle dukkerne og tilbehøret er syet/strikket/hæklet af mig selv.
Dukkerne er syet af Swiss trikot stof og fyldt med uld. Begge dele er Oeko-Tex. mærket.
Dukketøjet er syet af lækre materialer som blød velour, jersey eller bomuld. Jeg lægger stor vægt på, at den færdige dukke med tøj, er rar for de små børnehænder at røre ved.
Trøjer, sko og sjaler er strikket/hæklet i blød uld, der ikke kradser, eller blød alpaca.
Du kan kontakte mig på helle.gommesen@gmail.com, eller finde mig på Instagram under navnet: Helgom
Tak fordi du kiggede forbi.
Kærlig hilsen
Helle